Q&A MED VORES TIDLIGERE HHX-ELEV MAJA JESPERSEN
Vi tog en snak med Maja om, hvad hun laver nu, hvor hun er færdig med hhx hos os.
Læs med her og se, hvad hun svarede — måske kan det inspirere dig til samme overvejelser?
Kan du fortælle lidt om dig selv?
Jeg er opvokset i Aars, hvor jeg har boet med min mor, far og storesøster. Jeg har altid nydt at bruge meget tid sammen med mine veninder og familie, og udover dette elsker jeg også at være aktiv, og har faktisk spillet håndbold i den lokale håndboldklub i mange år. Dog stoppede jeg da jeg startede på gymnasiet. Til gengæld bruger jeg rigtig meget tid i fitnesscenteret, da jeg betragter det som mit frirum.
Hvornår gik du på skolen i Aars?
Jeg gik på handelsgymnasiet i Aars fra 2020 til 2023, så jeg startede lige midt i Corona, og vi havde faktisk en del online undervisning i løbet af 1.g. Min studieretningslinje hed ”Marketing og Management” hvor de 2 hovedfag var Afsætning A og Virksomhedsøkonomi A.
Hvad drømte du om at bruge din uddannelse til, da du startede din uddannelse her hos os?
Da jeg startede i 1.g, må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke havde det klareste syn af, hvad jeg ville bruge uddannelsen til. Jeg har altid været rigtig glad for at møde nye mennesker og interesseret mig meget for detail og markedsføring. Så det var noget i den retning, men præcis hvad det var, havde jeg ikke tænkt nærmere over. Efter de 3 år er gået og jeg nu er i gang med mit sabbatår, tror jeg det er gået op for mig, at jeg gerne vil være elev i en modebutik, da jeg synes det er den perfekte blanding af hvad jeg interesserer mig for. Jeg har udover at være glad for at møde nye mennesker og markedsføring også en stor interesse for mode, og derfor er det bare den perfekte kombination for mig.
Hvad laver du nu?
Jeg er som sagt i gang med mit første sabbatår. I øjeblikket har jeg fuldtidsarbejde hos en virksomhed som tilbudsassistent, så jeg sidder faktisk på kontor hele dagen. Jeg sidder i salg og service afdelingen, og mit job er at sende tilbud ud til vores kunder og svare på eventuelle spørgsmål. Det kan godt være det ikke er en modebutik, men jeg får stadig lov til at kommunikere med nye mennesker hver dag, hvilket jeg synes er rigtig dejligt.
Hvad fik dig til at vælge en bestemt retning i sin tid?
Den studieretningslinje jeg gik på hed som sagt ”Marketing og Management”, og for at være helt ærlig, var den primære grund til jeg valgte denne linje, pga. stort set alle andre fra årgangen valgte den. Som tidligere nævnt var jeg ikke sikker på hvad jeg ville i fremtiden, så jeg tror bare jeg synes det var nemmest at vælge hvad de andre gjorde. Selvom den nemmeste løsning er at gøre som de andre, skal man bare gøre hvad der gavner en bedst og hvad man selv føler for, og ikke tænke på hvad alle andre gør.
Har du kunnet bruge det, som du lærte på hhx efterfølgende?
Jeg vil bestemt sige, at jeg har kunne bruge det, som jeg har lært på hhx efterfølgende. Selvom jeg synes finansiering var svært, så var det vildt spændende og ét af de fag som jeg bestemt vil mene at kunne bruge i min hverdag og i fremtiden. Afsætning var jeg især også glad for. Jeg synes det var spændende at lære og analysere om virksomheders interne situation, og hvordan de markedsfører sig bedst muligt til deres bestemte målgruppe og meget andet. Dette er især noget jeg føler, jeg kan bruge hvis jeg skal være elev.
Hvad husker du os mest for?
Da skolen var meget lille, var det nemmere for os elever at skabe et tættere fællesskab i klasserne, og ikke mindst også på tværs af årgangene. Man kendte altid nogle på de forskellige årgange, og det var dejligt at kunne snakke med så mange og ikke kun sine klassekammerater. Det samme gjaldt for lærerne, fordi der ikke var så mange elever, havde lærerne tid til en og man betragtede dem ikke kun som sine lærere. Så det var rart også at føle, at man kunne komme til sine lærer hvis der var noget.
Fordi skolen var lille, var det også et meget roligt og afslappet miljø, hvilket for mit vedkommende gjorde, at jeg havde nemmere ved at lære, da der ikke var konstant larm og støj. Det føltes trygt at komme i skole.
Hvad drømmer du om i fremtiden?
Lige nu er min drøm at arbejde indenfor detail, især en virksomhed der promoverer sig selv via de sociale medier og generelt bruger dette meget i deres forretningsmodel. Generelt at være i en butik, hvor jeg føler mig tilpas og kan afspejle mig selv i butikkens værdier.