Benyt en anden browser for at få den optimale oplevelse.

Du benytter en browser som er forældet.
Du kan benytte en anden browser for at få den optimale oplevelse, vi anbefaler følgende: Google Chrome, Microsoft Edge, Firefox eller Opera.    Luk denne besked

Gå til indholdet
Uddannelser Mere fra HEG
HUK Logo
Søg
Skriv eksempelvis uddannelse, adgangskrav til murer, kontakt etc.

”Det er mega fedt at bo i en anden kultur!”

For Emma Øgaard fra Aars og Sisse Jørgensen fra Blære har året efter deres HHX-studentereksamen været noget helt særligt. I modsætning til mange af deres klassekammerater fra HEG, der for de flestes vedkommende enten er startet på et arbejde eller en videregående uddannelse, har de nemlig valgt at rykke teltpælene op og drage mod Tyskland.

De to vesthimmerlændinge er en del af det såkaldte OIU-program, der giver HHX-elever mulighed for et udlandsophold efter deres studentereksamen. I snart et år har de været bosiddende i henholdsvis Hamborg og Berlin, hvor de har arbejdet for lokale virksomheder og haft deres hverdag i den tyske storbykultur.


Inden Emma og Sisse besluttede sig for at tage af sted, havde de da også gjort sig deres tanker om, hvordan det ville blive at bo i en tysk storby. ”Nu kommer jeg jo fra Aars, så jeg tænkte en del på om en storby som Hamborg ville være for stor for mig; altså om jeg vil kunne finde mig til rette og føle mig hjemme,” siger Emma Øgaard om de overvejelser hun gjorde sig inden afrejsen. ”Jeg tænkte mest på, om jeg mon kunne klare arbejdet i et fremmed land –og så på tysk,” supplerer Sisse, hvis tanker også kredsede om at være væk fra venner, familie og alt det trygge ved den hjemlige vesthimmerlandske base. ”Men det er gået over al forventning med at falde til også med sproget,” siger de begge samstemmende. Sisse deler lejlighed i Berlin med en anden dansk PIU-elev, som hun klinger rigtig godt med, og Emma har haft stor glæde af sammenholdet blandt de 15 PIU-elever, der er bosiddende i Hamborg: ”Man kan læne sig lidt op ad hinanden og hjælpe hinanden, hvis der er noget man er i tvivl om. Og så laver vi en masse socialt sammen i fritiden,” siger Emma.

Arbejdet i Tyskland
PIU-programmet, der en forkortelse for praktik i udlandet, er forankret i, at PIU-eleverne har et arbejde, og dermed en arbejdsplads med alt hvad dertil hører i et helt år. Emma Øgaard er ansat i nonprofitorganisationen aubiko, hvor hun har en række forskellige kommunikationsopgaver som eksempelvis flyers, reklamevideoer og varetagelse af organisationens hjemmeside samt SoMe. ”Jeg er blevet lidt en Skandinavien-ekspert for organisationen, og så har jeg pga. corona-situationen også stået for virtuelle studieture for elever fra hele verden”, fortæller Emma om sit arbejde.


Sisse er ansat i konsulentvirksomheden Bernstein Group i Berlin, der blandet andet beskæftiger sig med strategisk analyse for virksomheder og politiske organisationer. Sisse har en arbejdsuge på 40 timer som enhver anden ansat, og hendes opgave er først og fremmest at have overblikket over kontoret og sørge for de nødvendige bestillinger. ”Jeg skal også gøre klar til møder og byde gæster velkommen. Der ud over hjælper jeg med bogføring, booker rejser og besvarer en hel masse emails,” fortæller Sisse. Praktikansættelsen gennem PIU har for dem begge været rigtig positiv: ”PIU giver tryghed, fordi du får et job, hvor dem der ansætter dig, kender dit niveau, og du ved derfor, at du kan leve op til virksomhedens forventninger,” konstaterer Emma.

Storbyen
For både Emma og Sisse har hverdagen i storbykulturen i Hamborg og Berlin været den helt store oplevelse. ”Der er bare altid noget nyt at se og nye steder at udforske, når man bor i en kæmpe by som Hamborg,” siger Emma og dagligdagen i den nordtyske hovedstad. Fra Tysklands egentlige hovedstad er det Berlins åbenhed, kreativitet og multikulturelle stemning, der navnlig har påvirket Sisse: ”Det er bare så fedt, at der er så mange forskellige kulturer i Berlin, og der er plads til alle. Der er altid noget at lave og noget nyt at opleve. Det er virkelig en international by,” opsummerer Sisse om hendes indtryk af Berlin.


Efter opholdet i Tyskland
Emma og Sisse har endnu et par måneder tilbage af deres udlandsophold, men de er begyndt at tænke på, hvad de skal bagefter. ”Jeg har arbejdet rigtig meget med kultur og formidling på mit arbejde her i Hamborg, og det kunne jeg godt tænke mig at fortsætte med enten på en uddannelse eller i et nyt job. Og det må gerne være på tysk,” svarer Emma grinende. ”Jeg er slet ikke færdig med Berlin endnu, så jeg vil gerne finde et job og blive et år mere,” slutter Sisse af.


For Emma og Sisse har opholdet I Tyskland uden tvivl været en stor oplevelse, og de tager begge mange personlige og erhvervsmæssige erfaringer med sig videre i deres liv. Og snart tager nye HHX-studenter turen sydpå mod lignende oplevelser. Mads Lindberg Larsen fra Aars, Ida Krog Sørensen fra Farsø og Nanna Bach Brandt fra Hobro har nemlig besluttet sig for, at turen går til Tyskland, når studenterhuen er i hus. En beslutning der nok skal blive lige så minderig, som Emmas og Sisse har været.